3 effektive sportsgrene, hvis du er træt af fitnesscenteret
Vil du gerne komme i form, men gider ikke at løbe flere kilometer på et løbebånd – eller løfte jern blandt en masse andre, svedige og prustende fitnessfolk? Leder du efter noget, hvor du kommer i god form, men samtidig griner og har det sjovt? Så er der en lang række sportsgrene, der vil styrke din krop, og som oven i købet er en fed måde at tilbringe tid med vennerne – eller lære nye mennesker at kende.
Vandpolo – van(d)vittigt hårdt, men skånsomt for kroppen
Vandpolo er faktisk en af de hårdeste sportsgrene, du kan dyrke. At løbe i et svømmebassin kræver meget energi, fordi man, for at bevæge sig hurtigt frem, skal skubbe de mange tons vand, der er i bassinet. Du sætter i den grad gang i dit kredsløb, og faktisk har det vist sig, at vandpolospillere i gennemsnit når op på 92 % af deres maksimale hjertefrekvens. Desuden er motion i vand skånsomt for leddene, og det kan derfor være et godt valg for folk med skader.
Man hører ikke ret ofte om vandpolo, men mange svømmeklubber – selv i mindre byer som Silkeborg, Holstebro, Nyborg og Næstved (og mange, mange flere) – har faktisk vandpolohold, hvor både nybegyndere og garvede spillere er velkomne – mænd som kvinder. Vandpolo minder meget om håndbold i vand, og er en super sjov og ekstremt effektiv måde at få motion på samtidig med, at man får sine sociale behov dækket.
Golf – hvis du ikke springer over, hvor gærdet er lavest
Man regner ikke umiddelbart med det, men golf er faktisk en god sport, hvis du gerne vil i bedre form. Det kræver selvfølgelig, at du ikke dropper caddien, tager dine køller på ryggen og vælger at gå rundt på banerne. Studier har vist, at hvis du selv bevæger dig rundt fra hul til hul, vil en runde golf være lige så godt som 30-40 minutter på et løbebånd. Derudover styrker du gennem golf stabiliteten i dine ben, hofter og mange af de muskler, der holder dig oprejst. Også dine skuldre vil blive mere mobile – og så får du en masse frisk luft.
En af de store fordele ved golf er desuden, at du ikke nødvendigvis behøver at gå til det på en fast ugedag. Har du brug for fleksibilitet, for at få din hverdag til at hænge sammen, kan du blot troppe op til en pay-and-play session, når du vil. Du kan samle dine venner, når I kan og har tid og lave en hyggelig og sjov dag ud af det.
Tennis – her skal du altid være oppe på tæerne
Ønsker du at forbrænde mange kalorier, er tennis et udmærket bud til dig. Vælger du at spille tennis, vil du med garanti få pulsen op, da du konstant skal være på dupperne, lave mange hurtige bevægelser og bøje og strække dig. Tennis er en fuld cardio-træning, og hvis du spiller ofte, vil du ifølge sportseksperter med tiden smide en del kropsfedt.
Du kan vælge at melde dig på et hold, hvor du får træning i skudteknikker, og hvordan du bør bevæge dig, men du kan også blot booke en bane med din makker og få det bedste ud af det.
Andre gode sportstips
Vil du have flere ideer til sjovt og effektivt træningsudstyr, så gå ind på www.fitto.dk, der har en masse spændende ideer, der kan få dig i form. De har blandt andet skrevet om ElliptiGo, som giver dig god motion, mens du på en skæg måde bevæger dig fra A til B.